Efterord til den danske
udgave
Siden
starten på den globale krise i 2008 har der været en lind strøm af
forudsigelser om at ’nu er krisen forbi’, at nu ’vender den’ og at ’nu begynder
fremgangen.’ Hver eneste gang har det vist sig at
heppekoret har taget fejl. Til skræk og rædsel for de der lovpriser systemet
har krisen nu varet i mere end fem år. Og der er åbenlyst ikke nogen ende på
den.
På
verdensplan er beskæftigelsessituationen ikke blevet forbedret. I forhold til
krisens start er der nu mere end 50 millioner der ikke har betalt arbejde.
Eurozonen er ikke kun officielt atter i krise, men en række af dens økonomier
er i åbenlys krise. Spanien og Grækenland slås begge med en arbejdsløshedsprocent
på over 25 - og mere en 50 % i ungdomsarbejdsløshed. Selv den amerikanske
økonomi - til trods for at den er ved at komme sig over faldet i selskabernes
profit - er hjemsøgt af en mangel på arbejdspladser som går op i ti millioner
jobs (5.2 millioner som er forsvundet siden 2008 og andre 4.8 mio. som mangler
for at holde trit med befolkningsudviklingen). Den reelle arbejdsløshedsprocent
i USA - som også omfatter de arbejdere der er holdt op med at søge efter
arbejde, plus de deltidsansatte der leder efter heltidsarbejde - svinger på omkring
15 %. I de grupper der er racemæssigt undertrykt er arbejdsløshedsprocenten på
niveau med tallene fra depressionen, en god del over 20 % både for
afroamerikanere og for latinoer[1].
I
mellemtiden er der blevet appelleret til de såkaldte ’vækstøkonomier’ om at de
skal sørge for at holde gang i kapitalismens maskineri (til alle tider et
absurd forslag), men de er i en længere nedgangsperiode. Det man i daglig tale
kalder for BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) har på afgørende
måde mærket den vigende efterspørgsel for deres eksportvarer fra de lande i det
globale nord der har været ramt af tilbagegang. I Brasilien er vækstraten
faldet fra 7.5 % til i midten af 2011kun at være et par procent. Og Sydafrika
der i meget vid udstrækning er afhængig af eksport, har våndet sig under en
mangel på arbejdspladser som betyder at en ud af fire arbejdere ikke har betalt
arbejde[2].
Som Den globale krise understreger medfører
alt dette store menneskelige lidelser. Eller mere nøjagtigt, der er bagved en kapitalistisk logik. For det er i kraft
af store destruktive begivenheder - kriser eller tilbageslag - at kapitalismen til
sidst bliver genetableret (altså hvis vi tillader at det finder sted).
Nogle læsere
vil finde det sært når jeg skriver at destruktion er et logisk eller rationelt
fænomen indenfor kapitalismen. I den sidste ende har kapitalismen jo da brug
for at folk arbejder og forbruger? Det problematiske ved dette spørgsmål er, at
det ser bort fra de indbyggede modsatrettede
tendenser som kapitalismen har[3].
Det er klart bedre for forretningen hvis
der er masser af efterspørgsel. Men formålet med et kapitalistisk foretagende
er ikke at sælge, det er at skabe fortjeneste.
Fortjenesten afspejler forskellen på om firmaet er i stand til at
akkumulere, investere, vokse og slå konkurrenterne af marken. Og er
kapitalismen en gang havnet i en systemkrise som den der brød ud i 2008, kan
profitabilitet kun genskabes ved at der finder en kolossal destruktion sted.
Der er to grundlæggende måder hvorpå det kan ske. Den første betyder
destruktion af uproduktiv og overskydende kapital. Hvis firmaer i den ene
industrigren efter den anden bliver tvunget til at gå fallit og/eller at blive
opslugt af konkurrenter, vil de tilbageblevne på et tidspunkt foretage en
omstrukturering eller reorganisering så de kan producere på et lavere
omkostningsniveau (og med større fortjeneste). Når de på denne måde har opkøbt aktiver
til en billig pris og overtaget markedsandele efter firmaer der er gået fallit,
vil de være i den situation at de atter kan investere.
Den anden
kapitalistiske mekanisme under den nuværende krise er at presse det arbejdende
folks levestandard ned. Helt enkelt, ved at devaluere menneskeligt liv og
reproduktionsomkostninger - via lavere lønninger og personalegoder og reducere
’samfundsmæssig løn’ (offentlige ydelser som pension, social bistand,
sundhedsvæsen og uddannelse) - bliver kapitalens udgifter mindre når den skal
fungere. Og den sidstnævnte strategi med at skære ned på befolkningens
reproduktionsomkostninger har indtil videre været den fremherskende.
Grunden
hertil er enkel. Ved siden af at der har været brugt billioner af dollars til
finanssektorens hjælpepakker, har verdens centralbanker, specielt i det globale
nord, sænket udlånsomkostningerne så de ligger en hårsbred fra nulpunktet. Det
betyder at firmaer der er i farezonen kan holde sig oven vande ved at låne
penge, der i realiteten er gratis. Det er baggrunden for at man ikke har haft
en bølge af selskaber der er gået fallit, som man kunne se det under Den store
depression og under 1980erne. Og da sådan en bølge af fallitter ville bringe
det finansielle system ud af balance, skal man ikke regne med det på kort sigt.
Det betyder
at nedskæringer er kapitalistklassens principielle strategi. Her har de
fremtvunget betydelige resultater. Ikke alene er offentlige ydelser blevet
drastisk reduceret, men det er levestandarden også blevet. I USA er
medianindkomsten[4] faldet mere end fire
procent siden ’opgangen’ startede i 2010 og den er nu faldet til det niveau der
var gældende i 1995. Det er et udtryk for at hele den lønfremgang som har
fundet sted de sidste 17 år er blevet elimineret. Imidlertid er levestandarden
i England blevet presset 13 % under niveauet i 2008[5].
Alt dette er godt nok var dårligt for ’det økonomiske klima’ i abstrakt
forstand: mindre indkomst betyder mindre forbrug og mindre beskæftigelse. Men
vi lever ikke i en abstrakt økonomi. Vi lever i en kapitalistisk hvor nødvendighedens
motto hedder profit. Og lavere indkomster i høj grad noget der virker for kapitalen.
Det er
derfor at regeringer overalt har vedtaget love der er beregnet på at øge usikkerheden
omkring det daglige liv. De ved at usikkerhed gør det vanskeligt for arbejderne
at slå igen, og derfor bruger de alle for hånden værende midler for at
arbejderne ikke skal føle sig trygge, selvbevidste og sikret. De angriber
arbejdernes rettigheder, undergraver sikkerhed i ansættelse, presser løn,
personalegoder og sociale rettigheder, og sætter deres lid til
migrantarbejdere. De er i sandhed kapitalens drøm om en risikovillig arbejder i
nedskæringens tidsalder, han som kommer til et andet land for at arbejde for en
bestemt arbejdsgiver, uden rettigheder til at blive der eller blive længere end
i ansættelseskontraktens periode. I Canada har deres andel i det midlertidige Temporary
Foreign Worker Program udvist en himmelflugt og det samme gælder lignende
programmer i andre lande.
Det kan ikke
undre at nedskæringer og voksende usikkerhed har været en mirakelkur for
selskabernes indtjening, den er nemlig støt steget siden 2009. Men i fravær at
markant kapitaldestruktion er fortjenesten forblevet med hænderne i skødet i
stedet for at søge hen til steder hvor der atter kunne skabes velstand. I
starten af 2012 rugede amerikanske selskaber over 2 billioner US $ i kontanter,
et rekordstort beløb. Europæiske firmaer gjorde det samme, gemte på omkring to
billioner €. Og det er for tiden kapitalens dilemma. Nedskæringerne har øget
profitten, men de har ikke gjort investering attraktivt. Yderligere sætter fraværet
af et investeringsboom en grænse for hvor meget indtjeningen han forøges
(omkring midten af 2012 var der tegn på at sleskabernes fortjeneste atter var
for nedadgående). Heraf følger at systemets hjul drejer rundt, men de er ikke i
stand til at frembringe en vedvarende fremgang og udvikling.
Vi oplever
at kapitalistklassen og dens regeringer laver det de er bedst til: at påtvinge
arbejderklassen stadig flere afsavn. Grækenland er selvfølgelig blevet centrum
for denne nedskæringsstorm. Pensioner er blevet beskåret med det halve, og
lønninger med en tredjedel. Hjemløsheden blomstrer og suppekøkkener prøver at
forsyne de der ikke har mad. Selvmordsraten er vokset foruroligende. Trods alt
det, kræver ’trojkaen’ - den europæiske centralbank, Valutafonden og EU
kommissionen - flere lig på bordet. Den græske regering har allerede lavet et
budget for 2013 som vil beskære pensioner, lønninger og social bistand med flere
millioner, selvom de selv har forudset at den græske økonomi så atter vil blive
genstand for en tilbagegang på næsten 5 procent. Meningen med disse
nedskæringer er udelukkende at bevise overfor den internationale kapital at
Grækenland vil underkaste sig finansmarkedets disciplin, og at landet, såfremt
det får nye ’lån’ fra trojkaen, udelukkende vil bruge pengene til at til at
betale de internationale banker deres penge tilbage. Glem enhver tanke om at
nogle af disse midler skulle finde vej til lærere, sygeplejersker eller
pensionister. Det er i sandhed en fed løgn at Grækenland har ’lånt’ pengene:
disse midler bliver sat ind på en speciel konto hvorfra de direkte bliver
kanaliseret hen til bankerne. Det er grunden til at det græske folk forbløder[6].
Vi præsenteres
her for kapitalismens sande ansigt i nedskæringens tidsalder. Glem enhver
påstand om lykke og overflod. Systemet er faldet tilbage til sin grundlæggende smålighed.
År efter år, tiår efter tiår vil de - hvis vi lader dem gøre det - tilbyde
faldende levestandard, forringet social service, voksende usikkerhed, specielt
når det drejer sig om kvinder, migranter, unge og gamle.
Hvor længe
dette skal fortsætte er et politisk spørgsmål, ikke et økonomisk. Selv
centralbankerne er bekymret over denne udsigt. Direktøren for Tunesiens
centralbank reflekterede for nyligt sådan: ”Jeg kan ikke forestille mig hvordan
man får et land til at stramme ballerne i 20 eller 30 år. Så Grækenland er
stadig et stort spørgsmålstegn[7].”
Den globale krise er selvfølgelig fra ende
til anden sådan et spørgsmålstegn. Det sidste kapitel hedder ’På vej mod den
store modstand?’ Og spørgsmålstegnet har afgørende betydning. For selv om der
har været den ene inspirerende modstandsbølge efter den anden, skal de
alligevel finde sammen i en samlet stor modstand, den er nødvendig for at sikre
et gennembrud for en ny måde at organisere et menneskeligt samfundsliv.
Siden denne
bog blev skrevet har vi oplevet den forbavsende kamp under ’det arabiske
forår’, den folkelige mobilisering i Wisconsin og Occupy-bevægelsen[8].
Vi har set store studenteruroligheder i Chile, Puerto Rico og Quebec. Den ene
generalstrejke efter den anden har fejet hen over Grækenland. Lærerne i Chicago
har haft en opløftende storstrejke som vandt stor folkelig støtte.
Indtil
videre er den politiske organisering haltet bag efter kampene. Det yderste
venstre har ikke været i stand til at skabe de organisatoriske rammer, som har
været i stand til at forbinde og koordinere den omfattende modstand. Det har
ikke hjulpet de mange kampe med at skabe en slags folkelig form af vedvarende
karakter, som ville være i stand til at samle de utallige kampe som de
undertrykte kæmper, omkring fælles samfundsmæssige og politiske mål. Der
forestår mange kampår før den slags organisatoriske former kan skabes, der skal
samarbejdes, diskuteres, der skal foregå en uddannelse. Men uden et projekt af
den karakter, vil bevægelsernes indbyggede karakter i retning af særpræg,
snarere end fællesskab, var det der er fremherskende.
Samtidig
må det imidlertid være klart at der ikke kan opbygges nogen meningsfuld og
varig enhed, hvis ikke man undgår alle de former for undertrykkelse og dominans
som man ser på alle niveauer af vores samfund. Derfor kan man ikke skabe et
ægte, venstreorienteret klasseprojekt, hvis det helt grundlæggende bliver skabt
på grundlag af feministiske, antiracistiske og seksuelt frigjorte værdier og
engagement. Heldigvis har vi i vor egen tid oplevet nogle centrale kampe, hvor
man glimtvis har kunnet se i hvilken retning det bør gå.
Se f.
eks. Lærerstrejken i Chicago i september 2012. Mange journalister blev overrumplet
af lærernes militans og selvorganisering, og af den kolossale støtte de fik fra
de bydele hvor arbejderklassen boede, men det burde ikke have overrasket nogen.
Det var alt sammen en følge af det årelange arbejde, der var blevet ydet af
græsrodsorganisationen Caucus of Rank and File Educators (CORE), som på
bydelsniveau i lang tid havde mobiliseret til solidaritet med de lokalsamfund
der bekæmpede lukningen af skoler. I 2010 fik kandidater fra CORE flertallet i
bestyrelsen for den lokale lærerforening, Chicago Teachers Union (CTU), og
efterfølgende fremkom de med et fint manifest som hed The Schools Chicago’s Students Deserve. Her plæderede de for
at der skulle være en ordentlig økonomisk baggrund, lavere klassekvotient,
bredere undervisningsplan og mod det ’apartheid-lignende system’ der var i
Chicago som betød at skoler i hvide, velstellede bydele var privilegerede, mens
skoler i de bydele der fortrinsvis var beboet af fattige, latinoer og
afroamerikanske indbyggere blev udsultet. Hermed havde de markeret
fagforeningen som fortaler for en retfærdighed hævet over klasse og race.
Ved at
indtage et standpunkt der repræsenterede byens arbejderklassestuderende og
deres omsorgspersoner, kopierede de lærerne i Oaxaca (se omtalen i kapitel 6)
og brød hermed med den snævre korporative fagforeningsmodel som kun er
koncentreret om løn og arbejdsforhold. De gjorde uddannelsens kvalitet,
modstand mod racemæssig, klassemæssig apartheid og forældredeltagelse til det
centrale i en vision af uddannelsen i deres by. Resultatet var at på
tredjedagen af strejken fandt der store demonstrationer sted i de bydele der
var beboet af afroamerikanere og latinoer i Chicagos sydlige og vestlige dele.
Og denne støtte fra offentligheden var afgørende for de betydelige gevinster
som CTU fik, til trods for at de ikke var i stand til at sikre sig modydelser
på alle områder[9].
Demokratisering
var også nøgleordet under CTUs forandring. Den genoplivede fagforening lavede
en delegeretforsamling hvor lærere valgt på de enkelte skoler kunne diskutere,
debattere og udforme fagforeningens politik og aktionsformer. De delegerede
indkaldte også til friluftsmøder på hundredevis af skoler for at engagere de
almindelige lærere i hvordan deres strejke gik, for at få dem involveret i
aktionerne.
Under
studenterstrejken i Quebec var der også et demokrati baseret på møder, og det
havde en kritisk holdning, som hindrede en kraftig forøgelse af gebyret til de
offentlige universiteter. Næsten 200.000
studenter deltog i natlige marcher gennem Montreals gader, tit med hidsige
sammenstød med politiet til følge, og de blev understøttet af regelmæssige
fællesmøder hvor studenterne kunne diskutere og stemme om bevægelsens næste
tiltag. Disse eksperimenter i direkte demokrati var afgørende for at kunne
opretholde gejsten og moralen under den tre måneder lange strejke, og også her
var der afgørende eksperimenter med forsamlinger i bydele som blev arrangeret
af de der støttede strejken.
Studenterstrejken
i Quebec brugte, ligesom lærerstrejken i Chicago, nogle af de midler som Rosa
Luxemburg har beskrevet som massestrejke
- strejker som går ud over de grænser der typisk gælder for fagforeninger,
sådan som man ser dem blomstre i bevægelser der kommer til at omfatte flere og
flere undertrykte, som stiller et voksende antal samfundsmæssige og politiske
krav[10].
Det betød i forbindelse med studenterne i Quebec at kæmpe for gratis højre
uddannelse til alle - et virkeligt radikalt krav som er en udfordring til alt
det der er forudsætningen for nedskæringer og nyliberalisme. Det vi kæmper for,
forklarede to studenteraktivister ”er uddannelse som rettighed for alle, ikke
som en tjenesteydelse der står til rådighed for de med den fedeste tegnebog.
Det er uddannelse som et fælles gode[11].”
I den slags
kampe kan vi skimte omridset af en samfundsmæssig og politisk vision som er
nødvendig, hvis de isolerede kampe i nedskæringernes tidsalder skal smelte
sammen til Den store modstandsbevægelse som kan bringe os på den anden side af
kapitalismens grænser. Studenterne fra Quebec - sådan argumenterede to andre
deltagere - fremkom med en ”alternativ vision om et samfund, baseret på direkte
demokrati, virkelig lighed og det fælles bedste[12].”
Denne vision indeholder de mest basale elementer i det fælles program som vi
alle sammen har brug for når samfundet skal laves om. På baggrund af de
lidelser og den modgang som nedskæringerne har budt os, bliver det mere og mere
en vigtig opgave.
David
McNally November 2012.
[1]
Se ILO: World of Work 2012: “Call it
a depression” i: Economist, 2. maj
2012; “Still crawling out”, i: New York
Times, 8. april 2012; “’Real” unemployment rate shows far more jobless,” i:
CNBC, 2. August 2012
(online på:
http://www.cnbc.com/id/48468748/Real_Unemployment_Rate_Shows_Far_More_Jobless)
[3] Det er fejlen ved den
keynesianske kritik af nedskæringspolitik (sådan som den er blevet fremsat af
Paul Krugman i New York Times): den
forudsætter at kapitalismens mål er at øge beskæftigelse og løn, frem for at
maksimere fortjenesten.
[4]
Medianindkomsten er det, den ’midterste’ forbruger tjener, hvis forbrugerne
rangordnes efter indkomst.
[5]
James Politi: “US median income lowest since 1995” i: Financial Times, 12. september 2012; Larry Elliott og Randeep
Ramesh: “UK wellbeing still below financial crisis levels” i: Guardian, 23. oktober 2012.
[6]
Se David McNally: “Greek Lessons: Democracy versus debt-bondage, 25. februar
2012, online på: http://davidmcnally.org/?p=476.
[7]
Mustapha Kamel Nabli citeret af Eric Reguly: “Jobless tide could sink austerity
leaders,” i: Globe and Mail, 3. maj
2012.
[8]
Angående mit første svar på Det arabiske forår, se mine blogs: “Night in
Tunisia: Riots, strikes and a spreading insurgency” 18. januar 2011, online på http://davidmcnally.org/?p=245;
og “Mubarak’s folly: The rising of Egypt’s workers” 11. februar 2011, online på
http://davidmcnally.org/?p=354.
[9]
Lee Sustar: “What the Chicago teachers accomplished” i: Socialist Worker, 26.
september 2012, online på http://socialistworker.org/2012/09/26/what-the-ctu-accomplished.
Se også Keeanga-Yamahtta Taylor: “Racial justice and the teachers’ strike” i:
Socialist Worker, 1. oktober 2012, online på http://socialistworker.org/2012/10/01/racial-justice-and-chicago-teachers.
[10] Se Rosa Luxemburg: Massestrejke,
parti og fagforeninger, i: Politiske skrifter, Tiderne skifter, 1976, side
114-205. online på: http://www.marxisme.dk/arkiv/luxembur/1906/masstrjk/
[11]
Camille Roberts og Jeanne Reynolds: “Quebec students hail their movement’s
victories” i: Toronto Star, 23.
September 2012. Kravet
om gratis uddannelse på eftergymnasialt niveau blev fremsat af CLASSE, den mest
militante af Quebec-studenternes brede organisationer.
[12]
Matthew Brett og Rushdia Mehreen: “Just the beginning: Beyond the Quebec
students strike” i: The Bullet, nr.
711, 10. oktober 2012, online på http://www.socialistproject.ca/bullet/711.php.
