søndag den 15. september 2013

Michael Schølardts fødselsdag m.v. plus om Ea Gomard



Det er jo ikke noget særligt at blive efterlønner og have fødselsdag. Lidt mere specielt er det så i samme anledning at have afleveret et speciale i pædagogisk filosofi til Århus Universitet, ’Den tørv min tjener har skåret’: naturopfattelser i vestlig filosofi.
Egentlig kender jeg Michael fordi jeg kendte Ea, hans kone, som var smed og ansat på Novo dengang da vi var medlemmer af Revolutionære Socialister. De rejste rundt i Kina da drengene var 3-5 år, det må have været i 1980erne og Ea sagde at børnene var et godt udgangspunkt for kontakt med kineserne. Ea fik så kræft i 00erne og besøgte en indiansk medicinmand i USA, hvor det nok udsatte hendes død. Forinden havde hun sagt op på Novo hvis personalepolitik hun syntes var for lousy, og havde meldt sig på Danmarks Biblioteksskole.  Hun sad vistnok også i bydelsrådet. Men for en 6-7 år siden var vi så til hendes afskedsfest, hvor hun havde bestemt at der skulle være portvin fra fad - det havde Michael sit besvær med at skaffe. Men ellers var der lysbilleder, taler og musik til Eas ære - det har altid været sådan jeg har forestillet mig jeg gerne ville have min begravelse.

Kort forinden var de blevet skilt, men Michael havde nu lige bygget hende et flot 12-kantet hus i samme haveforening (HF Frederikshøj i Sydhavnen) - det er der Michael og kone nu bor, mens en af sønnerne har arvet det gamle. Da hun var ved at dø stod Michael i døren og tog sig en smøg (der var rygeforbud) hvorefter Ea lukkede det ene øje op og sagde: Jeg har set det!

Festen i går blev holdt i Karens minde, en gammel skovpavillon der oprindeligt stod et sted ved Roskilde, men som Nationalmuseet havde fået. Da Ea fik nys om det henvendte hun sig til Nationalmuseet og sagde at hun synes det skulle stå i parken ved Karens minde. Det fik hun dem sgu til, og de lagde nyt gulv i tilmed. Hun sørgede også for at det ikke kom til at ligge der hvor Nationalmuseet oprindeligt havde tænkt sig, nemlig lige op ad Haveforeningen, hvor de boede - så hun fik det rykket et par hundrede meter væk, hvor det nu ligger skønt - specielt ved fødselsdagsfesten hvor der var sol hele dagen. Michael fortalte at han havde været med til at besætte Karens Minde for en halv snes år siden, det var nedrykningstruet (der skulle have været en stor kontorbygning) - det lo de en del af den sommer for det var nok nærmere 25 år siden. Siden ’ 97 indeholder den smukke bygning i Rosenborg-stil (men fra 1910 tror jeg) kulturhus og bibliotek. I forbindelse med Åndssvageforsorgens udlægning i 1980 var  Karens Minde blevet










nedlagt som institution og overtaget af kommunen.

Festen forløb med taler af sønnerne, der nu tydeligvis var ældre end dengang i Kina, flerstemmigt Internationale af to sild med røde læber og en elskovsfuld tale af Michaels bankrådgiver - og kone. Og så optrådte Peter Larsen med ideer til bl.a. Enhedslistens dresscode. Men du skulle lige have lidt om hvordan man kan skabe sit liv når man er venstreorienteret i København SV.