Roskilde Fjord

I sidste uge var vi en tur rundt om Roskilde Fjord. Den er godt nok ikke dramatisk som Vierwaldstättersøen, men til gengæld var der himmel overalt - og så en masse spor fra vikingetiden. Fra Jyllinge havn en smuk udsigt til Eskildsø hvor en dristig skateboarder udfordrede den stærke blæst. Vi mente at øens navn måtte have noget af gøre med en biskop vi lærte om i skolen - det får stå hen, men der er erindringer om munke det levede et lystigt liv på øen engang! Ved Veddelev var der et fint spisested, kaldet Vigen med smuk udsigt over fjorden og domkirke i baggrunden. Det er nok et besøg værd. Det er tæt ved den kendte nationale ø, Elleore, hvorfra den kendte løvejagt blev vist af Ole Olsen i 1907, trods forbud fra justitsminister Alberti. På vestsiden af fjorden den pæne havn, Gershøj (til højre), der også bød på udsigt over alt det flade med fjord og øer. Hvis man nu er til sejleri, kan man nok forestille sig at der er mange steder, der kan friste til bosættelse. Og så endte dagen med en smuk himmel med forårsskyer og ret så megen sol.

Besættelsen: Barnets navnemærke

Jeg var kun 5 år og skulle fylde 6 tre måneder senere da tyskernes besættelse af Danmark sluttede. Jeg har ud over luftalarm ingen egentlige krigserindringer fra Slagelse. Jeg husker efter besættelsen da der var en frihedskæmper der var blevet sat til at passe på Vandværket. Jeg husker kasernen på Kastanjevej hvor der var sygehus eller flygtninge, der var i hvert fald et stort røde kors skilt ved indgangen. Jeg husker flygtningene der lavede mad på Teknisk skole på Sorøvej og trak store gryder med kartofler på trækvogne ad Skolegade til Østre skole, hvor de var indkvarteret. Det undrede mig da de voksne sagde at tyskerne ikke mere var i Danmark. Men så husker jeg de hvide busser gennem byen ad hovedvej 1. Dem har jeg set fra vinduet hos moster Helga, farmors søster, der boede på Sorøvej 3 (nu Smedegade). Det vakte opsigt, dels var der ingen biler normalt, dels peb dækkene på den store kortege når de drejede rundt i svinget på Smedegade. De hvide kors på siden af busserne var meget synlige. Og det tog lang tid før en lang kortege var forbi vinduerne på 1. sal hos Moster Helga.

Men ellers er det jo den militære side af Besættelsen der har fæstnet sig i historien. De mere civile sider er skyndsomt gået i glemmebogen. Rationeringsmærkerne huskes for at de medførte sortbørshandel, Peter Bangsvej mordet og Edderkoppesagen. En fredelig del af sagen var Danske Kvinders Beredskab, som farmor var medlem af. Opgaven var forplejning, sygepleje, socialt arbejde og børnepasning - de er jo glemt fordi de heldigvis aldrig kom i sving. Men det eneste jeg husker, var den sølvnål med lur og DKB som hun havde og også gik med. Og så at hun meldte sig ud da det blev militariseret ved overgangen til Lottekorpset - det var ikke Farmors kop te.

En ting som DKB var involveret i sammen med Røde Kors, var jeg uvidende om, og det er nærmest umuligt at finde oplysninger om det på nettet. Det drejer sig om ’barnets navnemærke’. Meningen med mærket var at man skulle kunne identificere et bortkommet barn efter krigshandlinger. Formedelst 5 øre kunne man erhverve det, et sammenfoldeligt papkort, hvorpå man på indersiden skrev barnets navn m.v.. Der var slået hul i kortet så man kunne stikke en snor igennem det og så binde det om barnets hals. Kirsten Ring der boede i Åbenrå havde det fastgjort til undertrøjen med en sikkerhedsnål, hun mindes også kammerater og søskende der havde det, men hendes far var også politimand. Kortet havde lidt samme funktion som de voksnes legitimationskort, der historisk og geografisk havde forskellig udbredelse i Danmark. Om det nu var prisen eller bevidstheden om at krigen aldrig ville nå til Slagelse Vandværk, ved jeg ikke, men jeg havde det nu ikke, og mindes det i det hele taget ikke. En historiker ansat på Nationalmuseets afdeling Frøslevlejren havde heller aldrig hørt om det.

Det er ikke helt rigtigt, at man ikke kan finde noget om Barnets identitetskort. I Frøslevlejrens Museum der har mange afdelinger med forskellige dele af besættelsens historie, er der en afdeling (kun åbningstid i sommerhalvåret og frivillig administration) for Beredskabsforbundet, Barak H1 - her skulle man kunne se det. Endvidere har forfatteren Hjørdis Varmer afbildet det, blandt andre identitetspapirer fra Besættelsen, i sin bog Det forår da far gik under jorden (1980). En plakat der reklamerer for kortet var 2014 til salg hos Bruun Rasmussens auktion.

PS: Efterfølgende er der kommet besked fra Ragnhild Munk, der skriver: Jeg har selv været DKB-kredsleder her i Aabenraa til 1990. Herefter blev det lukket ned og vi dannede på landsplan FORENINGEN Danske Kvinders Beredskab, hvor jeg stadig er bestyrelsesmedlem. [Der findes] et hæfte fra foreningens 50 års jubilæum.

Årets boghøst

Så er årets bog høst ved at være i hus. Den anden dag havde vi reception på 6. årgang af Kongeåen. Det er blevet en af de bedre årgange, ud over et par intereviews har Præstegård en stor artikel med gode billeder af sognets grænser. Jeg har skrevet en om Kongeåens regulering - med forslag om at føre den tilbage til den oprindelige tilstand - lige som Skjern å.

 

I eftersommeren udgav vi til gadefesten et lille hefte med mange billeder af gadens beboere, mest børn og lidt om historien: Gadefest på Jedsted Klostervej

 

Årets tredje hefte er en ny udgave af Nørregade (Bramming) - den gamle var 7 år gammel og udsolgt. Men der er alligevel sket meget i de år, både har vi fået nye billeder, og så er der sket en del, bl.a. den frygtelige pizzeriabrand i 2008, hvor jeg tror vores beskrivelse er den bedste - de forskellige steder i pressen behandler sagen meget isoleret.

Jeg er så blev færdig med en oversættelse til Solidaritet Forlag, den kommer nu først efter jul. Det er Hal Draper: Proletariatets diktatur fra Marx til Lenin, hvor han behandler det Marx har sagt, modstillet med alle tidens mange forvanskninger. En spændende bog for de der interesserer sig for Marx.

En lidt mere speciel ting har jeg lavet til min mor: En potpourri af postkort fra Slagelse, de allerfleste fra tiden omkring 1. verdenskrig - med lidt tekst hist og pist.

Michael Schølardts fødselsdag m.v. plus om Ea Gomard

Det er jo ikke noget særligt at blive efterlønner og have fødselsdag. Lidt mere specielt er det så i samme anledning at have afleveret et speciale i pædagogisk filosofi til Århus Universitet, ’Den tørv min tjener har skåret’: naturopfattelser i vestlig filosofi.

Egentlig kender jeg Michael fordi jeg kendte Ea, hans kone, som var smed og ansat på Novo dengang da vi var medlemmer af Revolutionære Socialister. De rejste rundt i Kina da drengene var 3-5 år, det må have været i 1980erne og Ea sagde at børnene var et godt udgangspunkt for kontakt med kineserne. Ea fik så kræft i 00erne og besøgte en indiansk medicinmand i USA, hvor det nok udsatte hendes død. Forinden havde hun sagt op på Novo hvis personalepolitik hun syntes var for lousy, og havde meldt sig på Danmarks Biblioteksskole.  Hun sad vistnok også i bydelsrådet. Men for en 6-7 år siden var vi så til hendes afskedsfest, hvor hun havde bestemt at der skulle være portvin fra fad - det havde Michael sit besvær med at skaffe. Men ellers var der lysbilleder, taler og musik til Eas ære - det har altid været sådan jeg har forestillet mig jeg gerne ville have min begravelse.

Kort forinden var de blevet skilt, men Michael havde nu lige bygget hende et flot 12-kantet hus i samme haveforening (HF Frederikshøj i Sydhavnen) - det er der Michael og kone nu bor, mens en af sønnerne har arvet det gamle. Da hun var ved at dø stod Michael i døren og tog sig en smøg (der var rygeforbud) hvorefter Ea lukkede det ene øje op og sagde: Jeg har set det!

Festen i går blev holdt i Karens minde, en gammel skovpavillon der oprindeligt stod et sted ved Roskilde, men som Nationalmuseet havde fået. Da Ea fik nys om det henvendte hun sig til Nationalmuseet og sagde at hun synes det skulle stå i parken ved Karens minde. Det fik hun dem sgu til, og de lagde nyt gulv i tilmed. Hun sørgede også for at det ikke kom til at ligge der hvor Nationalmuseet oprindeligt havde tænkt sig, nemlig lige op ad Haveforeningen, hvor de boede - så hun fik det rykket et par hundrede meter væk, hvor det nu ligger skønt - specielt ved fødselsdagsfesten hvor der var sol hele dagen. Michael fortalte at han havde været med til at besætte Karens Minde for en halv snes år siden, det var nedrykningstruet (der skulle have været en stor kontorbygning) - det lo de en del af den sommer for det var nok nærmere 25 år siden. Siden ’ 97 indeholder den smukke bygning i Rosenborg-stil (men fra 1910 tror jeg) kulturhus og bibliotek. I forbindelse med Åndssvageforsorgens udlægning i 1980 var  Karens Minde blevet

nedlagt som institution og overtaget af kommunen.

Festen forløb med taler af sønnerne, der nu tydeligvis var ældre end dengang i Kina, flerstemmigt Internationale af to sild med røde læber og en elskovsfuld tale af Michaels bankrådgiver - og kone. Og så optrådte Peter Larsen med ideer til bl.a. Enhedslistens dresscode. Men du skulle lige have lidt om hvordan man kan skabe sit liv når man er venstreorienteret i København SV.

Tulle er død

Her i eftermiddag står der så i Bramming Ugeavis at Tulle er død. Tulle hed rigtigt Christel Schønnemann og var en trofast låner på biblioteket, det var vist mest som bud for sine ’mænner’ som hun kaldte sin mand og søn, der skulle have spændingsbøger. Enten læste hun ikke selv, eller også fandt hun dem selv. I hvert fald kom hun altid hen til mit skrivebord og stak en æske gajol ud og sagde: Du skal lige have en, Stig. Jeg husker hende bedst fra det gamle bibliotek (1967-86) hvor hun for mange år siden kom styrtende ind, rød i hovedet og råbte: Hjælp mig Stig, jeg skal have en bog om svampe, jeg har plukket svampe og nu er min mand syg, så jeg ved ikke om de var giftige. Det er jo sjældent at biblioteket yder førstehjælp, så jeg skyndte mig lidt og hun fik sin svampebog og gik hjem. Jeg blev aldrig rigtigt klar over om det var for sjov - for hun var sådan et livstykke med godt humør og et klap på kinden til bibliotekaren. Men hun er så også gået heden. Hun var faktisk en del ældre end i min erindring: 23.4.1921-5.7.2013

Ursula Reuter udstiller

Har lige været på Møn for at besøge Ursula Reuter - hun har jo været så sød at vi måtte bruge et par at hendes billeder som omslag for et par Solidaritet-udgivelser om/af Luxemburg. Den sidste var Breve fra fængslet, som jeg jo så havde med til hende, plus en flot stor plakat for bogen som Michael Schølardt havde fået lavet.

Samtidig så jeg det Ursula var i færd med at lave, nemlig billeder til en udstilling der skal repræsentere et tværsnit at hendes produktion, herunder også nogle billeder malet på glas af stærke kvinder. Som jeg forstod det belv det til en lokal udstilling, måske http://www.44moen.dk/