Jøden i Slagelse

Jøden kunne kun være en bestemt person i Slagelse. I hvert fald i min barndom. Det var ikke Jerusalems skomager, men Josef Litichevskij. Jeg kendte ikke hans navn dengang, Jøden var en slags efternavn. Min barndom faldt i slutningen og efter 2. Verdenskrig, men det der med holocaust kom jo først senere, i hvert fald til de kredse hvor jeg færdedes. Der var nu også andre jøder, f.eks. gik jeg i klasse med Louis, der også var jøde, men det havde jeg nu ikke fundet ud af, hvis han ikke selv havde sagt det til mig - og slæbt mig med i synagogen i Krystalgade og til hans farmor der boede inde bagved. Der var ikke skyggen af antisemitisme i at Jøden blev kaldt for jøden. Jeg kendte godt udtrykket at jøde, men det var jo bare et ord blandt så mange, som i øvrigt var ved at gå at brug.

Men Jøden boede på Bredgade, nr. 11, hvor jeg fra min senere barndom husker at tapetfabrikken Zemi[1] placeret. Men gå derned og nyd atmosfæren her ved teater og bymuseum, man kan mærke lidt at det gamle Slagelse her!

Litichevskij var produkthandler, det var her man kunne tjene en skilling ved at aflevere gamle aviser og gammelt jern – det sidste var der nu ikke meget af, da jeg var barn, det var lige efter krigen, hvor alt var brugt. Kirsten Ring (f. 1939), der boede på Sct. Knudsgade, har fortalt at hun som barn solgte brugte klude og gammelt strikketøj her hos Jøden

Men det var jo lidt af en tilfældighed, at Litichevskij havnede i Slagelse.

Vi skal lige have lidt jødehistorie: Der var sådan set to strømme af jødiske flygtninge til Danmark. Den første var omkring 1840-50, hvor de kom fra Østeuropa. Denne første bølge var nogenlunde velstillede og det var dem der startede Jødisk Samfund, som stod for dåb, ægteskab, men også social forsorg for jøder i Danmark, det var en slags stat i staten. Blandt disse første jøder er de mere kendte: brødrene Georg og Edvard Brandes, den første litteraturkritiker, sikkert Danmarks kendteste, Edvard var indenrigsminister. Der var vist også samfundsspidser som bankmanden Emil Glückstadt. De var blevet ansete folk i datidens borgerskab. Men så kom omkring 1890 en strøm til, dels som følge af jødeforfølgelser, dels som følge af landbrugets afvikling i Rusland. Det var en helt anden type: det var skræddere og småhåndværkere. De fleste af dem fik Jødisk Samfund skyndsomst sendt videre til Amerika - det ville de fleste nok også gerne. De fine danske jøder så ikke med milde øjne på deres proletariske landsmænd[2].

Annonce som han har sat

Dos vokhen blat

Litichevskij var typograf oprindeligt og åbnede i 1911 – han var da 19 år – et bogtrykkeri i Nansensgade 21 i København. Det bemærkelsesværdige var at trykkeriet kunne trykke på jiddisch – det var faktisk første gang der blev trykt på jiddisch i Kongeriget Danmark. Så det er noget af en litterær sensation vi her står overfor. Jiddisch var det sprog som de østeuropæiske jøder talte, det findes vist ikke mere, højst blandt klezmer-sangere. Der boede faktisk ca. et par hundrede jøder i København (Adelgade, Borgergade og deromkring). Josef Litichevskij var kommet til København med sine forældre i 1910 fra Jekatarinoslav, en by i Ukraine ved Dnepr der producerede stensalt og –kul, med 220.000 indbyggere. Han udgav så bladet Dos vokhen blat, som nok betyder ugebladet. Det udkom i ti år til 1921. Han trykte også en masse løbesedler og udgav et par bøger på jiddisch. Men deromkring, i 1920, flyttede han nok til Slagelse, der har nok ikke været så meget brød i at udgive et blad på jiddisch.

David, 3. underklasse 1929

David, 4. underklasse 1930

I Slagelse havde han så produktforretning, og havde mindst et par knægte, hvoraf den ene, David, gik i skole i privatskolen Dyhrs skole i på Frederiksgade, sammen med min mor, Ingrid Rasmussen (f. 1918). Davids ældre bror gik også på skolen. Men mors erindring tilsiger, at David var den kønneste af de to brødre! Man må så gå ud fra at produktforretningen har kastet en del af sig, i hvert fald så meget at knægtene kunne gå i privatskole. En del danske jøder flygtede jo til Sverige under besættelsen, men altså ikke Litichevskij – så vidt jeg ved – min onkel Poul (f. 1927) mener at huske at hans lager af brugte bildæk brændte under krigen og spredte en gruelig stank over hele byen. Resten af historien Litichevskij kender jeg desværre ikke.

Der var en anden jøde i byen, han hed Zielinski, han gjorde vist også i brugte sager, og boede muligvis ud af Kalundborgvej til - der hvor min barndom udspillede sig. Jeg kan se, at der var en brugtsvognshandler i byen i 1970erne der også hed Zielinski.

Men jøden er altså Litichevskij, i Bredegade.

Litteratur: Morten Thing: De russiske jøder i København 1882-1943. 2008. Side 120-22.

---

[1] Den er i dag hjemsted for byens teater, kaldet Krabasken, der har boet her siden 1984. De skriver på deres hjemmeside http://www.krabasken.dk/foreningen/krabaskens-historie, at det er det tidligere Landmandshotel. Det hed tidligere Hotel Stadt Hamburg, og her blev det lokale socialdemokrati stiftet i 1885. Men Landmandshotellet lå ud til Bredgade og er for længst revet ned.

[2] Fint beskrevet i Pinches Welner: Fra polsk jøde til dansk (1966). Han er godt nok polak fra Łódź, men det er samme problemstilling.