Jeg var kun 5 år og skulle fylde 6 tre måneder senere da
tyskernes besættelse af Danmark sluttede. Jeg har ud over luftalarm ingen
egentlige krigserindringer fra Slagelse. Jeg husker efter besættelsen da der
var en frihedskæmper der var blevet sat til at passe på Vandværket. Jeg husker
kasernen på Kastanjevej hvor der var sygehus eller flygtninge, der var i hvert
fald et stort røde kors skilt ved indgangen. Jeg husker flygtningene der lavede
mad på Teknisk skole på Sorøvej og trak store gryder med kartofler på trækvogne
ad Skolegade til Østre skole, hvor de var indkvarteret. Det undrede mig da de
voksne sagde at tyskerne ikke mere var i Danmark. Men så husker jeg de hvide
busser gennem byen ad hovedvej 1. Dem har jeg set fra vinduet hos moster Helga,
farmors søster, der boede på Sorøvej 3 (nu Smedegade). Det vakte opsigt, dels
var der ingen biler normalt, dels peb dækkene på den store kortege når de
drejede rundt i svinget på Smedegade. De hvide kors på siden af busserne var
meget synlige. Og det tog lang tid før en lang kortege var forbi vinduerne på
1. sal hos Moster Helga.
Men ellers er det jo den militære side af Besættelsen der
har fæstnet sig i historien. De mere civile sider er skyndsomt gået i
glemmebogen. Rationeringsmærkerne huskes for at de medførte sortbørshandel,
Peter Bangsvej mordet og Edderkoppesagen. En fredelig del af sagen var Danske
Kvinders Beredskab, som farmor var medlem af. Opgaven var forplejning,
sygepleje, socialt arbejde og børnepasning - de er jo glemt fordi de heldigvis
aldrig kom i sving. Men det eneste jeg husker, var den sølvnål med lur og DKB
som hun havde og også gik med. Og så at hun meldte sig ud da det blev
militariseret ved overgangen til Lottekorpset - det var ikke Farmors kop te.
En ting som DKB var involveret i sammen med Røde Kors, var
jeg uvidende om, og det er nærmest umuligt at finde oplysninger om det på
nettet. Det drejer sig om ’barnets navnemærke’. Meningen med mærket var at man
skulle kunne identificere et bortkommet barn efter krigshandlinger. Formedelst
5 øre kunne man erhverve det, et sammenfoldeligt papkort, hvorpå man på
indersiden skrev barnets navn m.v.. Der var slået hul i kortet så man kunne
stikke en snor igennem det og så binde det om barnets hals. Kirsten Ring der
boede i Åbenrå havde det fastgjort til undertrøjen med en sikkerhedsnål, hun
mindes også kammerater og søskende der havde det, men hendes far var også
politimand. Kortet havde lidt samme funktion som de voksnes legitimationskort,
der historisk og geografisk havde forskellig udbredelse i Danmark. Om det nu
var prisen eller bevidstheden om at krigen aldrig ville nå til Slagelse
Vandværk, ved jeg ikke, men jeg havde det nu ikke, og mindes det i det hele
taget ikke. En historiker ansat på Nationalmuseets afdeling Frøslevlejren havde
heller aldrig hørt om det.
Det er ikke helt rigtigt, at man ikke kan finde noget om
Barnets identitetskort. I Frøslevlejrens Museum der har mange afdelinger med
forskellige dele af besættelsens historie, er der en afdeling (kun åbningstid i
sommerhalvåret og frivillig administration) for Beredskabsforbundet, Barak H1 -
her skulle man kunne se det. Endvidere har forfatteren Hjørdis Varmer afbildet
det, blandt andre identitetspapirer fra Besættelsen, i sin bog Det forår da far gik under jorden
(1980). En plakat der reklamerer for kortet var 2014 til salg hos Bruun Rasmussens
auktion.
PS: Efterfølgende er der kommet besked fra Ragnhild Munk, der skriver: Jeg har selv været DKB-kredsleder her i Aabenraa til 1990.
Herefter blev det lukket ned og vi dannede på landsplan FORENINGEN Danske
Kvinders Beredskab, hvor jeg stadig er bestyrelsesmedlem. [Der findes] et hæfte
fra foreningens 50 års jubilæum.
