Besættelsen: Barnets navnemærke

Jeg var kun 5 år og skulle fylde 6 tre måneder senere da tyskernes besættelse af Danmark sluttede. Jeg har ud over luftalarm ingen egentlige krigserindringer fra Slagelse. Jeg husker efter besættelsen da der var en frihedskæmper der var blevet sat til at passe på Vandværket. Jeg husker kasernen på Kastanjevej hvor der var sygehus eller flygtninge, der var i hvert fald et stort røde kors skilt ved indgangen. Jeg husker flygtningene der lavede mad på Teknisk skole på Sorøvej og trak store gryder med kartofler på trækvogne ad Skolegade til Østre skole, hvor de var indkvarteret. Det undrede mig da de voksne sagde at tyskerne ikke mere var i Danmark. Men så husker jeg de hvide busser gennem byen ad hovedvej 1. Dem har jeg set fra vinduet hos moster Helga, farmors søster, der boede på Sorøvej 3 (nu Smedegade). Det vakte opsigt, dels var der ingen biler normalt, dels peb dækkene på den store kortege når de drejede rundt i svinget på Smedegade. De hvide kors på siden af busserne var meget synlige. Og det tog lang tid før en lang kortege var forbi vinduerne på 1. sal hos Moster Helga.

Men ellers er det jo den militære side af Besættelsen der har fæstnet sig i historien. De mere civile sider er skyndsomt gået i glemmebogen. Rationeringsmærkerne huskes for at de medførte sortbørshandel, Peter Bangsvej mordet og Edderkoppesagen. En fredelig del af sagen var Danske Kvinders Beredskab, som farmor var medlem af. Opgaven var forplejning, sygepleje, socialt arbejde og børnepasning - de er jo glemt fordi de heldigvis aldrig kom i sving. Men det eneste jeg husker, var den sølvnål med lur og DKB som hun havde og også gik med. Og så at hun meldte sig ud da det blev militariseret ved overgangen til Lottekorpset - det var ikke Farmors kop te.

En ting som DKB var involveret i sammen med Røde Kors, var jeg uvidende om, og det er nærmest umuligt at finde oplysninger om det på nettet. Det drejer sig om ’barnets navnemærke’. Meningen med mærket var at man skulle kunne identificere et bortkommet barn efter krigshandlinger. Formedelst 5 øre kunne man erhverve det, et sammenfoldeligt papkort, hvorpå man på indersiden skrev barnets navn m.v.. Der var slået hul i kortet så man kunne stikke en snor igennem det og så binde det om barnets hals. Kirsten Ring der boede i Åbenrå havde det fastgjort til undertrøjen med en sikkerhedsnål, hun mindes også kammerater og søskende der havde det, men hendes far var også politimand. Kortet havde lidt samme funktion som de voksnes legitimationskort, der historisk og geografisk havde forskellig udbredelse i Danmark. Om det nu var prisen eller bevidstheden om at krigen aldrig ville nå til Slagelse Vandværk, ved jeg ikke, men jeg havde det nu ikke, og mindes det i det hele taget ikke. En historiker ansat på Nationalmuseets afdeling Frøslevlejren havde heller aldrig hørt om det.

Det er ikke helt rigtigt, at man ikke kan finde noget om Barnets identitetskort. I Frøslevlejrens Museum der har mange afdelinger med forskellige dele af besættelsens historie, er der en afdeling (kun åbningstid i sommerhalvåret og frivillig administration) for Beredskabsforbundet, Barak H1 - her skulle man kunne se det. Endvidere har forfatteren Hjørdis Varmer afbildet det, blandt andre identitetspapirer fra Besættelsen, i sin bog Det forår da far gik under jorden (1980). En plakat der reklamerer for kortet var 2014 til salg hos Bruun Rasmussens auktion.

PS: Efterfølgende er der kommet besked fra Ragnhild Munk, der skriver: Jeg har selv været DKB-kredsleder her i Aabenraa til 1990. Herefter blev det lukket ned og vi dannede på landsplan FORENINGEN Danske Kvinders Beredskab, hvor jeg stadig er bestyrelsesmedlem. [Der findes] et hæfte fra foreningens 50 års jubilæum.