Det var stegende
varmt da vi ankom, og vi havde været meget længe undervejes. Først en stor
forsinkelse fra Amsterdam, så mellemlanding og tankning af det oldgamle propelfly
på et vindomsust New Foundland. Men nu var vi der, på den revolutionære ø. Cuba
bød og velkommen: vi fik en drink, Cuba Libre, arbejdshandsker og en stråhat.
De unge mennesker fra mange dele af det europæiske kontinent var landet i
revolutionen. Vi tilhørte Brigada Nordica, mest fra Sverige og Danmark, hvor
primus motor var Jens Lohmann med sit flydende spansk. Og da vi skrev juli 1968
var der en særlig aura over franskmændene - efter maj 68 var de ikke til at
skyde igennem, de havde jo vist hvad det handlede om.
 |
| I Sierra della Rosario - det er Deres udsendte forrest til venstre ved førerhuset - og med cubahat. Foto: Anders Bach |
De unge mennesker
blev indkvarteret i en hyttelejr i øens vestlige del, hvor dagen gik med
frivilligt arbejde om formiddagen hvor vi plantede bl.a. mahogni. Om
eftermiddagen var der seminarer hvor vi blev belært om revolutionens
resultater. Derefter blev vi kørt til forskellige steder på øen, hvor vi så
skoler, tobaksfabrikker etc. Børnene marcherede lidt rigeligt i takt, og
fabrikkerne larmede lidt rigeligt - men vi var jo på vej i den rigtige retning.
Godt nok havde de diskussionslystne europæere ikke så meget held med spørgsmål
om afhængigheden af Sovjetunionen, men hvad, cubanerne var jo truet af
amerikansk invasion.
Da vi kom hjem
lavede vi soldaritetsforeninger, og svenskerne udgav den første revolutionære
bog om Cuba som fik titlen Revolutionært eksempel. Ole blev formand for den
danske forening og han pointerede at Cuba jo ikke bare var en dejlig tropeø,
det særlige ved den var socialismen. Jeg var med til at lave
solidaritetsarbejde med cubanske biblioteker, ikke mindst nationalbiblioteket,
hvor ambassaden i Danmark befordrede flere pakker. Men så overtog DKP
foreningen og vi andre smuttede, afhængigheden af Sovjet blev for åbenlys,
Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet etc.
Men jeg har nu altid
tænkt tilbage på Cuba og opholdet der med en vis længsel og velvilje. Altid
tænkt at forholdene trods alt var anderledes end i Østeuropa. Det var derfor
med særlig interesse jeg kastede mig over Cuba
since the revolution of 1959 af Samuel Farber.
Bogen handler om det
vigtigste socialistiske eksperiment i Latinamerika. Den koncentrerer sig om det
revolutionære lederskab og dets ideer. Som Farber skriver, hvis man skal
fremhæve en enkelt faktor bag Cubas enestående udvikling, er det Fidel Castros
lederskab, som spillede den afgørende rolle i kampen mod Batista og i den
retning den cubanske revolution fik efterfølgende. Farber anerkender den
vedvarende trussel mod revolutionen som USA's aggression udgjorde og udgør. Men
han påviser også at den cubanske regerings repressive natur er
allestedsnærværende og systematisk, så den ikke kun er det berettiget svar på
de reelle sikkerhedstrusler. Alle de myter, vildfarelser og misforståelser der
løbende har præget ledelsen og dens tilhængere og det gør han indenfor mange
områder som samfund, kultur, politik, økonomi, fra revolutionens start frem til
nutiden.
Farber benægter ikke
at den cubanske revolution havde bred støtte frem til 1990erne hvor en udbredt
apati gjorde sig gældende. Han tager udgangspunkt i den ’klassiske marxistiske
tradition’, men gennem hele bogen gælder det enkle spørgsmål om der er tale om
et demokrati nedefra med aktiv deltagelse. Som han skriver handler det om at
det drejer sig om folkets egen deltagelse og organisering, at flertallet må
vise respekt for mindretallet og menneskerettighederne. Set fra det synspunkt
er det aldrig lykkedes den cubanske revolution at styrke tilhængerne til at
udvikle en selvstændig politisk bevidsthed, så de kunne træde ud af rollen som
objekter, men blive historiens handlende subjekter.
I kapitel 1 får vi
en beskrivelse af den måde beslutningerne blev taget i den regering der kom
efter revolutionen og dens tilbøjelighed til at iværksætte større politiske
skift uden diskussioner og rådslagninger der gik ude over den revolutionære
inderkreds. Om tendensen til at underordne alle dele af samfundets, politikkens
og det kulturelle liv staten, ledet af Det cubanske Kommunistparti (som i 1965
omsluttede alle de vigtigste partier og bevægelser).
Regeringen
organiserede massebevægelser som f.eks. CDR (Comité de Defensa de la Revolución),
Revolutionskomiteerne der som hovedformål havde at tjene som transmissionsled
for en virkeliggørelse af regeringens politik (og udspionere befolkningen). Det
var etpartistyret og den revolutionære regerings absolutte monopol over
medierne der sikrerede de revolutionære partis eneret på en vision om
samfundets fremtid. Trods nogle vigtige demokratiske reformer i 1970erne og
1980erne er det stadigvæk ikke muligt for en kandidat at formulere en politisk
platform og agitere for den, det være sig synspunkter til valg til
provinskammer eller folketing, og de valgte forsamlinger får kun i ringe grad
mulighed for indflydelse på en formulering af landets politikudvikling. Alle
disse fænomener repræsenterer, siger Farber, et afgørende skridt væk fra den
vision om en demokratisk og revolutionær socialisme fra neden, sådan som den
blev formuleret i den klassiske marxistiske tradition, som vi så den
praktiseret under Pariserkommunen i 1971 og de indledende stadier af den
russiske revolution i 1917.
Farber dokumenterer
omhyggeligt regeringens undertrykkelse af enhver opposition, med dens
drakoniske love som f.eks. kriminalisering af ’foragt’ for myndigheder og
bestemmelser der tillader regeringen at straffe borgere uden rettergang,
såkaldt kriminalpræventive foranstaltninger hvis de ikke opfører sig passende.
Farber er ikke blind for de mange foranstaltninger som USA har foretaget for at
undergrave revolutionen og myrde Castro, men han mener ikke der skulle være
nogen grund til at man ikke skulle kunne opnå en revolutionær enighed via debat
og diskussioner indenfor demokratiske samfundsinstitutioner. Efter at den
højreorienterede guerilla blev nedkæmpet i Escambray bjergene i 1965 har de
kontrarevolutionære kræfter på øen været ikke-eksisterende.
Der findes ikke en skole eller et
universitet hvor arbejderne og andre udbyttede og undertrykte kan gå på og lære
hvordan man praktiserer et socialistisk demokrati, undtagen den hvor de lærer i
kraft af egen indsats med de uundgåelige fejl og forsøg. Det er helt sikkert at
de ikke lærer og bliver i stand til at udvikle ’demokratiske traditioner’ under
et diktatur som hindrer dem i at gennemgå denne helt nødvendige læreproces. Side 50
En tilsvarende
kritik fremfører Farber i kapitel 2 angående den cubanske kommandoøkonomis og
den ineffektivitet. Indtil for nylig var selv ’den mindste revne i muren’ ejet
at staten og genstand for central planlægning. Men landets resultater indenfor
undervisning og sundhed bliver sat i perspektiv. For selv om Cuba rangerer i toppen
af FNs indeks for ’human development’ er der nogle aspekter som indekset ikke
tager med, nemlig tildelingen af fødevarer som jo har stor betydning for
livskvaliteten. Og i tredje kapitel fortæller Farber om Cuba udenrigspolitik og
nævner hvordan regeringens progressive kampagner i 1970erne og 1980erne,
særligt i Angola skete i forståelse med og med støtte fra den kommunistiske
diktator i Etiopien, Mengistu Haile Mariam. Det var i overensstemmelse med
cubanske statshensyn og nødvendigheden af at manøvrere i forhold til
Sovjetunionen.
 |
| Samuel Farber |
I kapitel 4 står vi
overfor en undersøgelse af regeringens arbejdsmarkedslove og dens forhold til
arbejderne og det bliver klarlagt hvordan det aldrig er lykkede at skabe en
ægte arbejderkontrol over produktionsmidlerne. Regeringen har i stedet brugt
fagforeningerne som et discipliceringsinstrument overfor arbejderne og formanet
dem til øget produktivitet. Jeg husker at diskussionen om valget mellem moralsk
og materiel belønning for en indsats spillede en stor rolle i de diskussioner
vi var vidne til i lejren. Ernesto Che Guevara havde jo en stor stjerne, og
mange var tilhænger af hans moralske belønning, mens der kun var foragt for den
anden form. Den manifesterede sig vist i at ’årets arbejder’ skulle have en
bil, eller noget i den stil. Guevara havde jo allerede tidligere i cubansk
fjernsyn (26.6.1961) fortalt arbejderne, at der ikke mere var brug for strejker
da man nu levede med et kollektivt regime. Men ingen snak om hvem der bestemte
produktionsmål og den slags. Hvem bestemte at alt dengang skulle mobiliseres
omkring en sukkerhøst på 10 mio tons, som plakater overalt forkyndte? Det endte
som bekendt med en af Castros største økonomiske fiaskoer.
Farber citerer en
karakteristik af den sovjetiske model på Cuba som en med ’stærke tommelfingre,
men ingen andre fingre’, forstået på den måde at regeringen havde succes med
massemobilisering til vaccinationskampagner og evakuering ved stormflod, men
det samme har ikke gjort sig gældende med folkesundhed, uddannelse og socialt
sikkerhedsnet. Landbrugsproduktionen har de samme karakteristiske mangler som
gennem det meste af Sovjets historie.
Kapitel 5 og 6
handler om kønsforhold og raceproblemer. Selvom sorte cubanere og kvinder har
fået forbedret forhold er der dog ikke tale om revolutionens lederskab har
bortskaffet racisme og kønsdiskriminering. I lejren morede europæerne sig en
del over at kvindefrigørelse var lig med at der var gratis damefrisør og
skønhedspleje - det var da også kun de ansatte cubanere der brugte det! Bøsser
og lesbiske er et særligt kapitel hvor der var omfattende kampagner mod det i
1960erne og 70erne - den fortvivlede aktuelle situation handler kapitel seks
om.
Kapitel 7 er en
fortælling om alle de forskellige dissidenter og deres retninger, hvoraf der
ikke er nogen der har et socialistisk perspektiv. Efter 1990 er der kommet en
åbning fra regimet efter Sovjets sammenbrud, idet de siger at Cuba er
anderledes end Sovjet og derfor ikke vil få samme skæbne. Det har åbnet for
visse yngre akademikere til at skrive om hidtil uhørte sager, som Hiram
Hernández Castro om Rosa Luxemburg (Rosa Luxemburgo y la Revolución Rusa[1], på AHS Habana) og Ariel
Dacal Díaz om Socialismens sammenbrud i Sovjet og Lev Trotskij[2]. I slutningen af kapitlet
omtaler Farber mulighederne for en udvikling af en kritisk venstrefløj, uden at
se det store lys forude. Men han fremhæver forskellige miljøer der er vokset
frem efter 1990erne, og nævner HavanaTimes.org,
en hjemmeside som også er på engelsk. Den kan det nok betale sig at følge, der
er meget om dagliglivets fortrædeligheder, men selv hos kvik iagttager som Armando
Chaguaceda synes jeg der er lidt langt mellem de socialistiske snapser. Der er
også en blog bestyret af den rapkæftede Yoani Sánchez, Generación Y – de kan begge følges på engelsk. Farber omtaler en
række yngre folk, bl.a. omkring Red Observatorio Crítico, men bemærker også en
ældre marxist, Pedro Campos Santos, der taler om arbejderkontrol og
statskapitalisme.
Der var jo store
forventninger til Raul Castro da han to over efter storebror. Og visse
økonomiske reformer er blevet gennemført - sidst økonomiske frizoner for at
tiltrække udenlandsk kapital. Men det er reformer der i store træk er blevet
gennemført fra oven, uden diskussioner. Farber frygter at Cuba der nu i stigende
grad bevæger sig i retning af en kapitalistisk økonomi vil blive domineret af
hardlinere fra militæret der vil styre mod en langstrakt overgang til en
kapitalisme i stil med den der gælder i Kina og Vietnam - måske med hjælp fra
det reaktionære højre i USA og i Miami.
Cuba since the revolution er en sønderlemmende kritik af Castros
regering set i historisk lys med et rigt historisk overblik og teoretiske og
praktiske detaljer. Men det vigtigste er at Farber giver os en revolutionær
opskrift på demokrati og viser hvordan et formelt demokrati skal udformes i
praksis og hvilke institutioner det kræver for at det skal være i
overensstemmelse af en reel socialisme. Man kan indvende at bogen mangler at
placere Cuba i en sammenhæng med venstrefløjen på det øvrige Latinamerika og
mulighederne her. Men det ville jo være en bog om den aktuelle situation og
ikke om revolutionens dilemma historisk set. Men det gør ikke bogen til mindre
betydningsfuld da den er et provokerende værk med historisk tyngde, hinsides højrefløjens
snævre anticastroisme og Cubas rygklappere på venstrefløjen.
Farber: Revolutionært demokrati eller socialisme fra
neden betyder at mennesket har evnen og styrken til at selv at styre, at det
ikke behøver frelsere eller diktatorer til at beskytte dem mod egne
fejltagelser mens de lærer og finder ud af selv at regere. (side 6).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar